Being Max Moeller

Being Max Moeller

Jeg vil starte med at sige lidt om mit forhold til scenariet og forfatteren. Jeg har laest det foer for aar tilbage. Det er foer min tid; for at illustrere kan jeg naevne at jeg kun ganske perifert ved hvem to af spilpersonerne er. Jeg har spillet med Jost paa orkon engang, vaeret paa fastavalbussen som Daniel BB Clausen har arrangeret (og her er jeg faktisk i tvivl om der er tale om den rigtige person) og det er det.
Forfatteren er jeg engang stoedt paa paa orkon og han virkede selvfed og selvoptaget – men her har laesningen af scenariet muligvis spillet en lille rolle.

Spilpersonerne finder ved et orkestreret tilfaelde indgangen til Max Moeller bevidsthed og herefter er det meningen at de skal benytte muligheden for at skrive et scenarie i et forsoeg paa at vinde den Otto de alle hver isaer straeber efter. Det hele er dog orkestreret af Eliten der forsoeger at opnaa evigt liv ved at tage bolig i Max Moellers bevidsthed under ganske saerlige omstaendigheder. Som et ekstra lag er det hele en stor scenariekonstruktion styret vha. dukkefoerer-traade af Lars Konzack.

Scenariet er, med forfatterens egne ord, en start og en slutning og en sandkasse ind imellem. Efter spilpersonerne bliver praesenteret for tunnelen staar det dem (i princippet) frit for hvad de vil goere med det. Forfatteren har dog for at faa scenartiets slutning til i praksis at fungere inkluderet et vaerktoej til at tvinge plottet tilbage paa sporet i form af bipersonen Paul Hartvigson. Teksten er ikke helt klar, men jeg er imidlertid ikke i tvivl om at intentionen med denne biperson er ved spilleder-tvang at muliggoere en meningsfuld slutning paa scenariet. Sandkassen er altsaa i praksis ikke saa meget en sandkasse, men et lille skuespil hvor spilleder forsoeger at overbevise spillerne om at de er i en sandkasse og selv har valgt netop den historie spilleder fortaeller dem.

Og hvad er saa problemet med det?
Problemet er at spillerne har to opgaver der ikke noedvendigvis spiller saerlig godt sammen: Paa den ene side skal de regne ud hvad de forventes at goere (hvilke spilpersonvalg de forventes at tage) og paa samme tid skal de paa morsom vis interagere med kulissen. Forfatterens aerinde er tydeligvis det sidste. Havde scenariet vaeret skrevet i dag havde det nok ikke vaeret en hemmelighed at spillerne SKAL skrive et scenarie og det er der skaber morskaben (og de scener der binder scenariet sammen til mere end en sandkasse).

Jeg har i hvert fald personligt haft problemer med scenarier fra rylle fra den periode hvor jeg som uerfaren spilleder har mistet overblikket fordi jeg paa den ene side forsoegte at lade sandkassen vaere en sandkasse (fri leg) og samtidigt faa et meningsfyldt dramatisk forloeb formidlet til mine spillere. At der er super mange smaa scener og darlings goer det ikke nemmere i dette scenarie.
Det er saamaend ikke fordi jeg har noget mod formen (at spillederen forsoeger at overbevise spillerne om at de valgte den historie de var hovedpersoner i), men kombineret med en daarlig spilleder instruktionstekst der fastholder spillernes faktiske frihed er det doemt til at gaa galt. Hvis man vil den form er det nok bedst at udruste spillederen bedst muligt til rollen som dukkefoerer snarere end at forsoege at narre spillederen til ogsaa at tro at det spillerne der bestemmer. Personligt synes jeg ikke spillernes arbitraere frihed er interessant og den nemmeste loesning er at fortaelle dem det. Jeg har i hvert fald svaert ved at se hvad der gaar tabt.

Scenariet handler om Fastaval og Max Moeller paa godt og (mest paa) ondt.
En laaaang raekke personer staar for skud i rollen som bipersoner. Og det er sjovt og sikkert endnu sjovere hvis man kender flere af dem end jeg goer. Forfatteren tager fat hvor det goer lidt ondt og udstiller det. Man kan diskutere hvor graensen boer gaa, men det skal jo goere lidt ondt foer det er sjovt. Personligt synes jeg at 22k er over stregen. Resten af karikaturerne kan man paa den ene eller anden maade haandtere som enten parodi eller velment raad. Beskeden “du er din fisse” er svaer at arbejde med (overhovedet). Som man ogsaa kan laese her (http://rlyeh.alexandria.dk/pub/interviews/maxmoeller.html) er hun ogsaa den eneste der forurettet har kontaktet forfatteren efterfoelgende. Og Max's undskyldning i epilogen af interviewet om at andre “De har selv gjort det bag hendes ryg i årevis - jeg er i det mindste mand nok til at sætte mit navn på” holder ikke – Max sagde det ikke kun hoejt, men raabte det fra bjergets top og der er forskel.

Fastavals faenomener og institutioner staar ogsaa for skud: Ottoen er overhypet og elitaer, infoen er besat vrisne usamarbejdsvillige noerder, organiseringen bag fastaval er upaalidelig og bestikkelig, eliten er arrogant og utilnaermelig, Ernst er forsmaaet rockerhoevding, osv. osv.. Ingen er hellige, alle er skurke.

Forfatteren behandler ogsaa sig selv, baade gennem karakterne og bipersonernes harske karakteristik af ham samt gennem en raekke tilbageblik. Der oejeblikket hvor han bliver dumpet, mindet om oererne der bliver lagt ind, det fejlslagne selvmord og den mystiske men tydeligvis ulykkelige markscene og flere andre. Det er helt afgoerende for at scenariet ikke bliver reduceret til en plat pegen fingre af “de andre”.

Og det fungerer i sin helhed. Det er med Sebastian Flamants ord en “kaerlig afklapsning” og det fungerer. Alt og alle faar med kniven, selv forfatteren, og man foeler ikke at det hele som saadan er rettet mod nogen eller noget: Blot en kaerlig afklapsning noget vi alle holder af, men ogsaa alle ved er fyldt med fejl, mangler og iboende absurditeter. Noget kan selvfoelgelig vaeret gaaet hen over hovedet paa mig da det ikke er min, men tidligere tiders Fastaval der staar til skue i scenariet.

Jeg synes paa bundlinien scenariet er godt: Indholdet er modigt, morsomt og opfindsomt, omend formen er daarlig formidlet.
Kan det spilles i dag? Nok ikke som andet end nostalgi for en lille gruppe der bliver mindre og mindre.

Jeg har med vilje ikke laest eller taget det bilagte scenarie “Dogme #3: eller en droem” i betragtning. Skulle det mod forventning vaere relevant for denne anmeldelse at hente der vil det nok vise sig i de andres anmeldelser og saa vil der herefter komme en revideret anmeldelse her.

Interview af Sebastian Flamant http://rlyeh.alexandria.dk/pub/interviews/maxmoeller.html

Frikard Ellemand 2010, Barcelona

p.s. Johs du skylder en bajer